Maine coon kattens historie, standart og temperament

 

Der er mange historier om hvor Maine coon katten egentlig stammer fra. De er interessante, dog noget tvivlsomme. En af historierne går på, at en huskat og en racoon (vaskebjørn) skulle have parret sig og deraf kommer coon-delen i racens navn; Maine coon. Maine-delen har de fordi racen stammer fra staten Maine i USA.  Sandheden om racens oprindelse er nok snarere at kattene har udviklet sig som de har, pga. det kolde klima i Maine. Derfor ses der hos racen en lange tyk vandfast pels, lange tufser i ørene til at holde sne ude, og store snesko. Hos denne race findes også naturligt polydaktyle (flertåede) katte. Hos den "oprindelige" bestand havde 30-40% af kattene ekstra tæer. 

Maine coon katten blev populær allerede i 1800-tallet. På en katteudstilling i 1895 i Madison Square Garden kunne man se en Maine Coon få titlen Best In Show. Denne popularitet har den store skønne race stadig, og i dag er Maine Coon katten Danmarks mest populære race.

 

Udseende og standard.

Maine Coon katten regnes typisk for verdens største tamkat, tæt forfulgt af den Norske skovkat og Britisk korthår. Hankatten vejer som regel 6-9 kg og hunkatten vejer typisk 4-6 kg, og racen er også den der har den største vægtforskel mellem kønnene. Dog ses nogle enkelte rigtig store eksemplarer. Her tæller overvægt dog ikke ;-) Har alt for tit hørt folk sige; "Orh ja! Sådan en har jeg en gang set. Den vejede 20kg!" Nej, hvis det var tilfældet har katten været kraftigt overvægtig eller nærmere FED. Man skal ikke lade sig snyde, en del af deres imponerende størrelse er altså pels. 

 

Maine coon katten er en robust og kraftig kat, der synes rektangulær. Halen skal som minimum kunne nå skulderbladene. Racen vokser langsomt, skelettet udvikler sig normalt til de er i hvert fald 2 år gamle og man ser muskeludvikling helt op til 3-4 års alderen. Maine Coon katten har høje, markerede kindben, og man kan se og mærke en tydelig overgang til snudepartiet, som set forfra synes firkantet i omrids. Hagen er bred og set fra siden skal den flugte snudepartiet, og fuldende indtrykket af en firkant. Profilen tegner en blød bue fra ørene, og ned til næseryggen, som er helt lige, uden bump. Ikke at forveksle med en lige profil. Ørerne er store og spidse, meget gerne med tufser på ørespidserne. Ørerne sidder højt på kattens hoved og peger lige frem og sidder med et øres mellemrum. Øjnene er let ovale, og skal virke runde, når de er vidtåbne. Helhedsindtrykket er en frygtindgydende jæger, der lige indtil den gnider sig op af dine ben og siger som en due (det gør de faktisk, ligesom en kurren), kan virke skræmmende. Deraf har racen fået kælenavnet: Den blide kæmpe. 

 

At få Maine Coon i hjemmet er på mange måder som at få sig en stor klodset hund. Elegante er de ikke, det er dem, der bestemmer hvad du har til at stå i vindueskarmen. Til gengæld er de super lærenemme og følger dig overalt. Med sådan en kat går du aldrig alene i seng. De hjælper gerne til med rengøringen, madlavningen, og nogle af dem tager også gerne et bad sammen med dig. De er super kærlige og knytter sig rigtig meget til deres ejere. Med en Coon huset, kan man altid få sig et godt grin, de finder hele tiden på nye lege og narrestreger :-)

 

Meget pels. Jep, det har de og det kan være meget forskelligt individerne imellem, hvor tit eller sjældent de skal børstes. Nogle skal man aldrig gøre noget ved andre skal børstes hver anden dag. Især skal man være opmærksom i fældningstiden, og hjælpe katten med at komme af med den døde underuld. Somme tider kan man se at pelsen knudrer mere end normalt pga. f.eks. høj luftfugtighed eller en strid vinter med megen frost. Opdrætteren vil kunne fortælle lidt om pelsplejen på kattene dog er der aldrig garanti for at få en nem pels, da fx. miljøet og vejret spiller en stor rolle.

 

Helbred.

Racen er generelt sund, men netop fordi det er en racekat kender man til linjerne igennem flere generation. Derfor har man mulighed for at opdage om racen oftere end  andre racer får nogle specifikke arvelige sygdomme. Hos huskatte er den slags desværre ikke muligt, og hos huskatte må det umiddelbart antages, at de kan lide af stort set hele spektret  af arvelige sygdomme.

Nedenunder er der en liste over arvelige sygdomme, som man ved kan findes hos Maine coonen.

 

 

HCM (Hypertrofisk kardiomyopathi) fortykkede hjertevægge findes hos Maine Coon. Sygdommen ses heldigvis ikke ofte, men når den så er der, er det desværre ofte med dødelig udgang. Sygdommen er arvelig, og hos Maine coonen indtræder den ofte først midt i livet. Det betyder desværre, at avlskattene allerede har fået afkom når det er muligt at konstatere sygdommen. Man kan teste for HCM ved ultralydsscanning og ved DNA-test for et gen, MyBPC3 alt tyder på at genet er dominant arveligt. Det vil sige, at killingen skal modtage genet fra begge forældre, for at blive positiv for MyBPC3 genet. Da vi kan teste for genet er det temmelig nemt at slippe uden om. Genet er  dog ikke den eneste der har indflydelse på HCM status, der er derfor vi også scanner vores avlsdyr ofte. Ønsker du en killing der er fri for MyBPC3 genet kan du altid spørge opdrætter om status på forældre og bedsteforældre.

 

HD (Hofteledsdysplasi)  er en arvelig lidelse, hvor lårbenshovedet ikke passer ordentligt i hofteskålen. Det er muligvis kun i den ene hofte, men som regel i begge hofter. HD kan medføre store smerter. Lidelsen er ikke medfødt, men udvikles i takt med at katten vokser til. Vi kan scanne for HD, og pille positive katte ud af avl, men som med HCM kan det være svært at forebygge 100%, især da HD ofte først viser sig når katten bliver ældre. Undersøgelser viser at ca. 30% af alle katte med HD også udvikler patella luxation (se nedenfor). Man kan operere for lidelsen, og mange katte er kommet sig fint efter operation. 

 

PL (Patellae luxation) er løse knæskaller. Knæskallen sidder ikke ordenlig fast i den skål den kører op og ned i når knæet bøjet, men smutter ud til siden i stedet. Knæskallen kan flytte sig fra sin plads enten fordi ledbåndene er for løse eller fordi skålen den skal kører i ikke er dyb nok, evt. pga. begge ting. Når knæskallen smutter forårsager det smerter hos katten. Denne lidelse ses heller ikke særlig ofte, og man kan operere for det med større succes og mindre ubehag end ved HD.

 

SMA (Spinal muscular atrophy) påvirker kattens evne til at kontrollere muskel bevægelser. Den ses ved muskeltab og svaghed i bagpartiet, hvilket kan medføre en slingrende gangart, og katten vil ofte helst ikke springe. Lidelsen er recessivt arvelig, hvilket betyder, at katten skal modtage et defekt gen fra både moderen og faderen for at sygdommen bryder ud. Der findes en simpel DNA-test, og alle opdrættere bør naturligvis undgå at parre bærer til bærer; dermed undgår man sygdommen. 

 

PKD (Polycystic kidney disease) er en nyresygdom, der giver mange cyster på nyrene. Den nævnes i forbindelse med Maine coon, men jeg har dog endnu aldrig hørt om en Maine coon med PKD. Sygdommen er medfødt arvelig og udvikler sig efterhånden som katten vokser op. Den er dominant og er forholdsvis let at avle sig ud af, hvis man skulle være så uheldig at få den ind i sit katteri, da nedarvningsgangen er meget ligetil. Man kan teste ved ultralydsscanning og ved DNA-test. 

 

Tøv aldrig med at spørge opdrætter om eventuelle sygdomme. Hvis man er en ordenlig og reel opdrætter, så har man intet at skjule og vil hellere end gerne snakke om disse emner. Føles det ikke rigtigt, så gå et andet sted hen. Der er opdrættere nok :-) 

Er man som opdrætter i tvivl om et spørgsmål om eventuelle tidligere sygdomme i linjerne, vil det som regel være muligt at grave oplysningerne frem med lidt brug af mail og internetsøgning.

Updated 31-01-2018

© 2008 - 2018 DK Ushoosinu Maine Coon

 

Tine Larsen & René Nielsen * Denmark 8960 Randers soe * tlf. + 45 53 16 16 61 * mail@ushoosinu.dk